Binære optioner

Danmarks Radio kørte for kort tid siden en udsendelse, hvor emnet Binære Optioner blev omtalt. Her havde adskillige danskere tabt ret uhyrlige summer på disse såkaldte “optioner” i håbet om at tjene store penge.

Finanstilsynet har nu direkte advaret mod produkttypen. Det samme gør Danmarks Radio (kilde).

Men hvad er binære optioner, og hvorfor bliver der advaret imod dem? Det ser vi nærmere på i denne artikel.

Hvad er binære optioner?

En binær option er helt kort fortalt en væddemål over, om noget skal stige eller falde indenfor et givent tidsrum. “Binær” fortæller os, at der kun kan være to udfald. Enten taber man et fast beløb eller også vinder man et fast beløb.

Et skærmbillede fra sådan en broker af binære optioner kunne f.eks. se således ud

binære optioner

I dette tilfælde er det guld og EUR/USD som væddemålet omhandler. Her skal man så være dygtig til at spotte om f.eks. guld vil være over eller under et vist niveau om 5 minutter, 30 minutter, 2 timer eller hvad man nu vælger at væddemålet skal gå på.

Hvorfor er binære optioner farlige?

Det er selvfølgelig altid risikabelt at begive sig ind på de finansielle markeder, og især når man forsøger sig at handle på helt korte tidsrammer ned til nogle få minutter.

Men det ekstra risikable ved de binære optioner er, at det er meget svært at gennemskue, hvad ens samlede omkostning er ved en handel.

Daytrader man i futures, CFD’er eller lignende produkter, så betaler man som regel enten et fast beløb per kontrakt eller man betaler “spreadet” dvs. forskellen mellem købs- og salgsprisen. Denne pris kan man så regne på, om man synes er for høj eller for lav.

Men ved de binære optioner er det meget mere uoverskueligt, hvad man reelt ender med at betale for sine handler.

Man sætter f.eks. 100 kroner på at guld er over et vist niveau om 15 minutter. Hvis man vinder, så får man f.eks. 70 kroner i gevinst (+ de satsede 100 kroner). Hvis man taber, så taber man de 100 kroner.

Problemet er her bl.a. at den software der prissætter de forskellige væddemål er styret af brokeren. Og disse brokere kan ofte justere på, hvor gode odds traderen skal have. Det vil sige at brokeren ender som en slags casinoudbyder, der med garanti vinder i det lange løb.

Vi har hørt fra flere i branchen, at disse udbydere af binære optioner tilbyder nogen ret vilde salgsaftaler, hvis folk kan skaffe kunder til dem. De tilbyder f.eks. 100% af kundens første indskud i provision til sælgeren. Og derefter får sælgeren 50-60% af følgende indskud. Dette kan kun lade sig gøre på én måde, og det er hvis brokeren er sikker på at ende med samtlige 100% af kundens penge.

Er der slet ikke gode ting ved binære optioner?

Vi skal ikke kunne afvise, at der faktisk findes respektable udbydere af binære optioner. Men lad os antage, at sådanne findes. Så kan der muligvis godt være fordele ved at bruge binære optioner.

Det er meget nemt at overskue ens risiko og man ved præcist hvor længe ens handel tager.

Men som hovedregel er vores udgangspunkt, at man skal passe voldsomt på i denne branche.

Og hvis der sidder nogen af jer der ude og faktisk har tjent penge på langt sigt hos en binær optionsbroker, så vil jeg anbefale, at I prøver at undersøge, hvor meget I ville have tjent hos en almindelig CFD- eller futuresbroker. For der er en stor sandsynlighed for, at man ville have kunnet få bedre vilkår i andre typer produkter.

Hans Henrik Nielsen

Hans Henrik Nielsen er en meget erfaren daytrader, foredragsholder og underviser, der igennem mange år har lavet stabile årlige afkast på 80-134% på sin daytrading.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *