Let the trend be your friend

De fleste tradere har hørt det gamle slogan “let the trend be your friend“. I disse dage udspiller der sig et fantastisk eksempel på, at dette gamle citat stadig er gældende – også på nye markeder.

Der er med garanti ikke nogen af læserne herinde, der ikke har hørt om Bitcoin. Der er daglige debatter i medierne om, hvorvidt Bitcoin er en boble, hvor længe prisen kan fortsætte opad, om vi skal ned i kurs $0 eller op i kurs $1.000.000 osv.

Men for en trend-follower er disse debatter faktisk ret ligegyldige. Da jeg forleden skrev min artikel om, at jeg var gået ind i Bitcoin, der havde jeg ingen ide om, hvor prisen skulle hen. Min metode indikerede blot en langsigtet trend, der nu havde haft en pause og var klar til at fortsætte.

Men jeg tog handlen og er blevet i den indtil nu, idet jeg ikke har fået et exit-signal. I det øjeblik jeg får signalet til at sælge, så sælger jeg. Det også selvom alle Bitcoin-eksperter i verden siger “køb”. Dette er essensen i trend-following – og i at følge sin metode slavisk.

Nu er det dejlig nemt at blive imponeret over denne handel, men jeg kan også vise jer fem andre handler, der endte i break-even eller med et tab som følge. For det er også en fast del af trend-following at have tabere, når trenden vender, lige efter du har sat din handel på. I skrivende stund er Bitcoin-handlen oppe med omkring 12,5 R (12,5 gange min oprindelige risiko), hvilket betyder, at jeg nu kan tåle 12 tabere i træk og stadig have en lille gevinst.

Er det for sent at komme med på Bitcoin?

Dette spørgsmål får jeg sådan cirka 10 gange om dagen. Og mit svar er: Det kommer an på…

For jeg ville ikke gå ind nu, hvis jeg var ude. Jeg ville vente på et retracement og et nyt købssignal. Jeg ville slet ikke købe lige op i $10.000-niveauet, hvor der nok formentlig ligger nogle take-profit-ordrer.

Men, hvis vi får det førnævnte retracement, og så ser et nyt købssignal, så er jeg i princippet ligeglad med om kursen hedder $500, $10.000 eller $50.000 (dog kan marginkravene selvfølgelig blive for høje, til at jeg kan tage handlen).

Hvad tænker du om Bitcoin?

Hans Henrik Nielsen

Hans Henrik Nielsen er en meget erfaren daytrader, foredragsholder og underviser, der igennem mange år har lavet stabile årlige afkast på 80-134% på sin daytrading.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *