Brug Inside Bars til at fange momentum og trends

inside-bars-fange-momentum

I denne artikel behandler vi emnet Inside Bars og ser på, hvordan og hvornår de skal handles for at få størst mulig succes.

Derudover gennemgår vi følgende:

  • Brugen af indikatorer som filter til handler,
  • Ideer til at back-teste strategier for at øge profitabiliteten
  • Brugen af Inside Bars som bias på de højere tidsrammer,
  • Inside Bar Failure – en udnyttelse af de daytradere, der er fanget på den forkerte side af markedet.

Artiklen og strategien tager udgangspunkt i DAX på en 5-minutters graf. Strategien burde virke på andre markeder og tidsrammer, men det er ikke noget, jeg personligt har handlet og testet.

Hvad er en Inside Bar?

En Inside Bar er en candlestick, som er inden for rammerne af den sidste candlestick.inside bar

I eksemplet til højre kan vi se en såkaldt Mother Bar og derefter en Inside Bar, som er inden for rammerne af Mother Bar’en. Inside Baren er altså indrammet af baren før den.

Inside Bar’en symboliserer uenighed blandt markedsdeltagerne om, hvilken retning prisen skal bevæge sig. Når en Inside Bar brydes, så sker der ofte det, at der kommer et ryk i den retning den bryder.

Der er dog flere ting, du skal være særlig opmærksom på, hvis du vil på succes med at handle på Inside Bars.

Kriterier for at handle Inside Bars

Inden vi kigger på entry, stop og target, så skal vi lige kigge på, hvor og hvornår vi vil se vores Inside Bars. For som med mange andre strategier vil man ikke få den store succes, hvis man handler hvert enkelt setup uden nogen veldefinerede kriterier. Inside Bars skal tages i kontekst – og det kan godt betale sig at være lidt kræsen og tålmodig.

Vi opstiller nedenfor nogle kriterier, så vi ikke kommer til at handle hver eneste Inside Bar, da det sandsynligvis ikke vil være profitabelt.

Handelsstrategier skal altid ses i markedskontekst

Det er gældende for næsten alle strategier, at de fungerer rigtig godt under nogle forhold – og mindre godt under andre forhold. Inside Bars som handelsstrategi vil jeg kategorisere som en momentum strategi, der følger trenden.

Vi vil derfor ikke handle Inside Bars i et konsoliderende marked som i eksemplet nedenfor. Det er DAX på en 5-minutters graf. Her vil man typisk opleve at blive stoppet ud hyppigt, da markedsdeltagerne ikke rigtig kan blive enige om, hvilken retning prisen skal, så kursen svinger meget frem og tilbage.

inside-bars

I sådan et tilfælde må man være tålmodig og vente, indtil markedet er brudt ud fra konsolideringszonen og igen begynder at vise en trend. Først dér skal man begynde at kigge efter muligheder for at hoppe med på trenden med en Inside Bar. Vi skal derfor være sikre på, at markedet trender og ikke blot befinder sig i en trading range, altså svinger frem og tilbage indenfor et givent interval.

21EMA – Eksponentielt glidende gennemsnit

Det næste kriterium for strategien er, at vi kun må gå lang, hvis prisen befinder sig over det 21 perioders eksponentielle glidende gennemsnit (se artiklen om Glidende Gennemsnit). Omvendt må vi kun gå kort, hvis prisen befinder sig under 21 EMA. 21 EMA fungerer altså som et slags filter for handlerne.

Det er en trend-following strategi, så herved sikrer vi os, at vi ikke kommer til at handle imod trenden.

glidende gennemsnit

Nogle daytradere har en en regel om, at enten Mother Baren og/eller Inside Baren ikke må røre 21EMA, men den regel har jeg personligt ikke haft. Jeg har tit set, at markedet tester 21EMA – for derefter at fortsætte trenden. Men prøv at eksperimenter med det i back-tests og få dine egne erfaringer med, hvad der performer bedst. Jeg ved, at Hans-Henrik Nielsen har en regel om, at han ikke tager handler, hvor baren rører 21EMA, men sådan kan man jo prøve sig frem og se, hvad der virker bedst.

Der skal være retracement i prisen

Det sidste kriterium for strategien er, at vi skal se et retracement i prisen, før at vi kan købe/sælge. Når vi får et brud af et konsoliderings område – eller et nyt ryk op eller ned –  skal vi vente på, at prisen bevæger sig en smule tilbage, før at vi kan handle.

Inside_bars

Entry, stop-loss og exit strategier

Nu har vi defineret hvor og hvornår, vi vil se en Inside Bar. Så lad os kigge nærmere på, hvordan vi kommer ind og ud af handlerne.

Entry strategier

Der er to teknikker, som man kan benytte sig af til entry. Jeg benytter personligt metode nr. 2.

1) Den konservative strategi

Den konservative måde at begå entry på er, at vente til sidste swing-low/high bliver brudt.

InsideBars

Nogle daytradere hævder, at de får en højere win-rate ved denne teknik. Personligt mener jeg, at man kommer rigtig sent ind i rykket, samt at det i det lange løb ikke kan betale sig at vente.

2) Entry ved brud på Inside Bar’en

Det er den lidt mere aggressive tilgang. Her går man altså kort straks i det øjeblik, at prisen bryder Inside Baren.

Inside-Bars-daytrading

Her er fordelen, at man kommer ind i starten af rykket og derved får en god risk-reward-ratio. Ens win-rate vil måske ikke være lige så høj – som ved den konservative metode – men jeg mener, at den er mere profitabel på lang sig, da man får en højere R.

Sådan sættes stop-loss korrekt

Ovenfor fik vi defineret, hvordan vi kommer ind i handlen. Lad os se på, hvornår vi skal træde ud, hvis markedet bevæger sig i den forkerte retning. Du kan med fordel læse vores artikel om at sætte stop-loss korrekt.

Jeg anbefaler, at man benytter et stop-loss 1-2 ticks over eller under Inside Baren. Det er det, jeg selv benytter i min daytrading. Men benytter man sig af den konservative entry-metode, så vil jeg i stedet anbefale et strammere stop-loss (eventuelt 1-2 ticks over baren, der bryder swing-pointet), da man ellers har et for stort stop-loss.

Inside_Bars_strategi

Sådan defineret man sit exit og target

Til sidst skal vi have styr på, hvornår vi går ud af handlen.

Her er der flere muligheder:

  • Man kan have et fast target målt enten i antal point eller målt i R.
  • Man kan køre med trailing stop-loss og forskellige metoder til dette.
  • Man kan anvende Fibonacci Extension Targets og measured moves.

Faste targets målt i R er bedre end målt i point
Hvis man vil benytte sig af et fast target, så bør man helt sikkert have gjort et grundigt stykke arbejde i sin back-test af forskellige targets. Jeg vil anbefale at måle det i R, og ikke i antal point, da R ikke er påvirket af volatilitet. Dermed kommer man ikke til at have et target på 30 point på en dag, hvor markedet svinger med 10-15 point bevægelser. Omvendt tager man ikke et 10 point target i situationer, hvor markedet svinger med 40-50 point.

Læs artikel om risikostyring med R.

Trailing stop-loss
Med trailing stop-loss kan man nogen gange fange et par lange trends og store udsving i markedet, som man så ikke vil fange, hvis man køre med faste targets. Fordelen er klart, at man nogen gange vil opnå rigtig store vindere. Ulempen er omvendt, at man vil opleve i perioder at få små tabere samt vindere, der ikke rigtig tjener noget nævneværdigt.

Et trailing stop-loss kan være i form af average trading range, et luk over EMA 10 (jeg vil ikke anbefale 21EMA, da det er for langsomt). Eller man kan rykke sit stop-loss ned eller op efter et antal candlesticks i sin retning. Jeg har personligt haft succes med at anvende en kombination af et fast target og et trailing stop-loss. Det faste target vil så typisk være lidt optimistisk sat, og ikke noget man rammer hver gang. Men når man rammer det, så vil det være en stor vinder.

Jeg trailer mit stop-loss henholdsvis under eller over hver candlestick, som dannes efter jeg begår entry.

Se nedenstående eksempel for uddybende forklaring.

Inside-Bars-strategier

Inside bars på højere tidsrammer

Jeg er personligt gået væk fra at handle Inside Bars i min daytrading, da jeg benytter mig af nogle andre strategier nu. Men jeg vil sige, at det er en rigtig god metode til nye daytradere, da den er relativt simpel at udføre.

Jeg bruger Inside Bars på de højere tidsrammer – henholdsvis time- og dagsgrafen – som bias til min daytrading. Er der eksempelvis en Inside Bar på dagsgrafen til næste dags daytrading, så markerer jeg rammerne af denne på min 5-minutters graf. Opstår der så en handel, så kan man prøve at sigte efter et lidt længere target end normalt, da der typisk kommer et godt ryk, når først prisen bryder en Inside Bar.

Inside Bar Failure

Man kan også vende strategien på hovedet og prøve at drage fordel af fangede daytradere, når de her Inside Bars fejler. Jeg har ikke selv brugt det i daytrading, men jeg ved at nogle daytradere handler dem på 5-minutters grafer med succes.

Jeg benytter Inside Bar Failure som bias i min daytrading og swingtrading, det vil sige jeg kigger efter det på de højere tidsrammer.

Jeg anvender også Inside Bar Failure til at komme hurtigt ud af en handel. En Inside Bar Failure opstår, hvis Inside Baren bliver brudt, og prisen så lukker inden for Inside Baren’s range (læs ramme). Hvis det sker, så lukker jeg handlen med det samme, da der tit sker det, at prisen vender rundt, så man bliver stoppet ud.

Kan man over tid minimere sine tabere ved sådanne teknikker, så kan man spare en del point og dermed blive mere profitabel i sin daytrading.

Se nedenstående billede for uddybende forklaring.

Inside Bar Failure

Tips til Inside Bar strategien

Jeg kan varmt anbefale Tradingview i sin back-testing af denne strategi, da der findes en indikator, som markerer Inside Bars automatisk (dog er det en god idé at få trænet sine øjne til at spotte dem uden hjælp i starten). Indikatoren hedder jc_inside_bar og findes under indikatorer, hvis man søger på “inside”.

inside bar strategi

Der findes også en indikator, som viser Inside Bar Failure.

Test dig frem med Inside Bars

Som sagt vil jeg anbefale at prøve at back-teste forskellige targets og trailing stop-loss.

Det kan også være en god idé at teste, om farven på Inside Baren har en betydning over flere handler. F.eks går man kun kort, hvis Inside Baren er rød, og kun lang hvis Inside Baren er grøn. Eller man kan med fordel back-teste om Inside Baren opstår ved en bestemt Fibonacci ratio eller andet.

Der er mange måder at lege med strategien på samt måder at tilpasse den til sin egen stil.

Video

Herunder er en video der uddyber artiklen og kommer med flere eksempler.

Spørgsmål eller kommentarer?

Jeg håber, at I kan bruge strategien. Hvis der er ting, som I er i tvivl om, så er I velkomne til at stille spørgsmål nedenfor. Så jeg vil svare, så godt som jeg nu kan.

Gustav Mejlvang

Gustav Mejlvang er en erfaren daytrader, der specielt interesserer sig for algoritmisk handel, udvikling af strategier og software.

9 kommentarer til “Brug Inside Bars til at fange momentum og trends

  1. Perfekt skrevet og forklaret. Intet at tage fejl af her. Gode og klare billeder med klar anvisning af det beskrevne. Tydeligt at se at skribenten tager sig god tid til opgaven. Virkelig topklasse:)

  2. Hej.
    Jeg har læst jeres artikel med stor glæde og ser frem til at kunne prøve den af.
    Dog har jeg lige et spørgsmål, jeg ikke umiddelbart kunne finde svar på i artiklen.
    Sad og backtestede lidt, og kom til at tænke på om en inside bar kun er når hele kroppen på nr 2 bar er inden for kroppen af motherbaren, eller skal den bare være inden for begge væger på motherbaren?

    Mvh Jesper Olsen

    1. Hej Jesper.

      Inside bar’en skal bare være inden for vægerne af motherbaren. Det behøver ikke være kroppen.

      Mvh,
      Gustav Mejlvang

    1. Hej Per,
      Jeg skal lige være helt sikker på, hvad du mener med, om den kan være både bullish og bearish. Kan du give et eksempel?

      mvh

      Hans-Henrik Nielsen

  3. det er lidt som en bullish homing pigeon, bare hvor de 2 candles er modsat af hinanden.

    ja og samme med en bearish descending hawk men igen hvor de 2 candles bytter plads.

    er det så en inside bar eller skal der være 1 bullish og 1 bearish bar før den kvalificere sig som en inside bar ?

    vh
    Per

    1. Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad det er du mener 🙂

      Men grundlæggende, så er det en Inside Bar hvis candlestickens range er inde for rangen af candlesticken før den. Der kan så også være dobbelt og trippelt inside bars. når volatiliteten er lav. Håber det giver mening.

      //Gustav

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *