Trendlinjer

trendlinjer

Trendlinjer er et nyttigt værktøj i din daytrading-værktøjskasse.

Det er svært at komme uden om trendlinjer, hvis man interesserer sig blot en smule for teknisk analyse. Trendlinjer er grundstenene bag alle de klassiske grafmønstre og setups – men vigtigst af alt, fordi de virker i daytrading.

I denne artikel skal vi kigge på følgende:

  • Hvad er en trendlinje?
  • Hvor mange berøringer skal der være på en trendlinje?
  • Hvordan tegner man trendlinjer?
  • Hvordan bedømmes styrken i trendlinjer?
  • Hvordan kan trendlinjer bruges til at indikere fremtidig støtte og modstand?

Hvad er en trendlinje?

Først skal vi lige se på, hvad en trendlinje helt grundlæggende er for en størrelse.

En trendlinje er en linje, der forbinder minimum to punkter på en graf, men helst tre.

En trendlinje kan både tegnes i et marked som trender opad, hvor man – som i eksemplet nedenfor – forbinder bundene, men de kan også tegnes i et nedadgående marked, hvor toppene forbindes.

Vi har nedenfor tegnet en basal illustration, hvor vi har forbundet punkt 1, 2 og 3 med en trendlinje og forskudt den til højre i grafen. Næste gang at prisen rammer trendlinjen, vil vi forvente at se den næste bund omkring punkt 4

trendlinjer

Antallet af berøringer på en trendlinje er afgørende

Som nævnt ovenfor, så skal der minimum være to punkter i form af enten bunde eller toppe for at udgøre en trendlinje.

Vi vil helst gerne se tre punkter, da vi ofte har oplevet, at man ved blot to punkter kan få mange falske trendlinjer. Men kommer vi omvendt op på hele seks berøringer med trendlinjen, så begynder vi til gengæld at være mere skeptisk overfor, hvor lang tid trenden mon kan holde. Det er på samme måde, som når vi ser på støtte- eller modstandsniveauer i markedet: er et niveau allerede ramt seks gange, så er vi ikke længere interesseret i at handle på det længere, da vi ser det som svagt.

Trendlinjer kan tegnes forskelligt

Der er fundamentalt set to forskellige måder at tegne trendlinjer på:

  1. Man kan tegne dem udelukkende ved at forbinde ekstremerne af bundene og toppene, eller
  2. Man kan forbinde kroppene på de candlesticks, der udgør bundene og toppene.

Trendlinjer er ret subjektive. Mange daytradere har deres egen måde at tegne dem på og har deres egen individuelle opfattelse af, hvornår en trendlinje er brudt, og hvornår den stadig holder.

Det er tit nødvendigt at justere sine trendlinjer undervejs, efterhånden som markedet bevæger sig fremad, da prisen sjældent respekterer dem helt perfekt.

Eksempel på trendlinjer fra DAX

Nedenfor ses DAX på en dagsgraf.

I dette eksempel er trendlinjen tegnet med en kombination af ekstremerne (1) og kropperne på de candlesticks, der udgør bundene (2). En kombination jeg personligt også selv benytter i min daytrading.

trendlinje

I grafen overfor ses det tydeligt, hvor godt prisen respekterer trendlinjen – endda også efter den bliver brudt – og prisen tester trendlinjen nedefra.

Trendlinjer virker på alle tidsrammer

Trendlinjer anvendes ikke kun i daytrading. De er fraktale, hvilket vil sige, at de fungerer på alle tidsrammer – korte såvel som lange.

På nedenstående eksempel har vi DAX på en 5-minutters graf.

trendlinjer dax

Igen fejler trendlinjen ved den sjette berøring og bliver også testet, da den efterfølgende bliver brudt.

Undervejs har der ellers været gode short-muligheder både ved punkt 3, 4, 5 og 6. Dog kan vi se, at ved punkt 5 og 6 formår sælgerne ikke at presse prisen meget længere ned end ved sidste bund. Det er et tidligt tegn på, at køberne er ved at tage over i markedet, og trenden er ved at skifte.

Trendlinjer fortæller om fremtidige støtte- og modstandsniveauer

Trendlinjer er en god leading-indikator til at indikere, hvor støtte- og modstandsniveauer i fremtiden kunne ligge.

I det næste eksempel ser vi FTSE (det engelske aktieindeks) på en timegraf.

trendlinier

Vi har allerede haft tre berøringer med trendlinjen indtil videre, så vi har forskudt trendlinjen ud i fremtiden, da vi gerne vil holde øje med næste gang, at prisen nærmer sig trendlinjen.

Opturen er stadig intakt, da vi har højere toppe og højere bunde, så vi forventer at se en fjerde berøring på trendlinjen, hvor næste bund ville opstå. Det er svært at forudsige præcist, hvor på trendlinjen denne berøring kommer til at ske, men i disse situationer kan man så bruge støtte/modstandsniveauer og eventuelt et glidende gennemsnit. Man kunne så købe, hvis der opstod en bullish candlestick ved trendlinjen.

Der kan opstå glimrende muligheder ved berøringen af en trendlinje, fordi man typisk kan have et ret tæt stop-loss.

Hvornår slutter trenden?

En trendlinje er først brudt, når en candlestick lukker uden for trendlinjen.

Trendlinjer er også et glimrende værktøj til at spotte trendvendinger i markedet, som på nedenstående eksempel fra timegrafen i SP500.

trendlinie

Her er det tydeligt at se, at så snart en candlestick lukker over trendlinjen, så skifter trenden fra nedadgående til opadgående.

Sammenfatning

Det var alt om trendlinjer for denne gang.

I næste artikel om trendlinjer skal vi kigge nærmere på følgende:

  1. Hvordan benytter man trendlinjer aktivt i sin daytrading og swingtrading?
  2. Hvordan  timer man sit entry med brug af trendlinjer?
  3. Hvordan kan man effektivt traile sit stop-loss ved hjælp af trendlinjer?

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så skriv endelig nedenfor.

Gustav Mejlvang

Gustav Mejlvang is experienced day trader particular interested in trading algorithms, strategy development and software.

2 kommentarer til “Trendlinjer

  1. Et stærk forbedring til jeres rigtige gode artikler, ville være når I viser diagrammer, at skrive tidspunkt og selvfølgelig også hvilket index/valuta kryds I benytter, da vi brugere så har muligheden for at gå ind på vores platform og se billedet endnu tydligere og ikke mindst kan skrive kommentarer i chartet og gemme disse i et screenshot.

    1. Hej Jørgen. Det vil jeg helt klart gøre i fremtiden, god idé! Jeg skriver det så i en parentes ved siden af billedet så kan man selv gå tilbage og finde det.

      Det gør vi fremover 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *