Risikostyring (R)

risikostyring-r

Når jeg læser om daytradere og investorer, der beskriver deres performance, så ser jeg tit beskeder i stil med:

– I går lavede jeg 10% af XYZ-aktie

Eller

– Min daytrading gav i går 25 point/pips

Dette er den mest gængse måde at beskrive ens resultater på.

Problemet er, at det er en mangelfuld beskrivelse, der gør, at det bliver svært at sammenligne resultaterne fra ens forskellige metoder og ikke mindst svært at sammenligne resultater imellem to daytradere.

Hvad mangler der?

Gevinst skal altid ses i forhold til risiko

Dét der mangler i ovenstående beskrivelse er, hvor stor en risiko, der blev taget på den enkelte investering.

Der er stor forskel på, om du lavede 10% i afkast og risikerede 90% af din kapital, eller du lavede 10% i afkast og kun risikerede 2% af din kapital.

Den første investor, der risikerede 90% af kapitalen, hvis stop-loss blev ramt, kan kun holde til én af disse fejl, så er kapitalen mere eller mindre forsvundet. Hvorimod den anden investor, der kun risikerer 2% af kapitalen, kan holde til 10 tabende handler i træk, og han er stadig kun 20% i minus.

Hvordan defineres risiko?

Måden – jeg bruger til at definere min indtjening i forhold til min risiko – er ved først at få defineret “R”.

1 R er det antal point/procent jeg risikerer, hvis min investering går den forkerte vej.

Lad os kigge på et konkret eksempel her fra en handel i det tyske DAX-indeks.

RMult1

Ovenfor ser vi en god profitgivende handel på 1-min graf.

Jeg går long i kurs 9420 og sætter mit stop-loss til 9410, hvilket betyder, at jeg risikerer 10 point i alt. De 10 point kalder jeg nu 1 R.

Handlen går heldigvis i den rigtige retning, og jeg går ud af handlen med 30 point i gevinst.

Nu dividerer jeg min gevinst (30 point) med min risiko (10 point), hvilket giver 3. Min gevinst er altså 3 gange så stor som min risiko, hvilket vil sige, at min handel har givet 3 R i gevinst.

Var handlen gået imod mig, og jeg havde tabt 10 point, så havde handlen givet – 1 R.

Hvad kan dette bruges til?

Mange tradere tænker umiddelbart, at al denne snak om R/risiko er lidt ligegyldig, så længe man har overskud på kontoen. Men når man ser på succesfulde daytradere og investorer, så har de altid en meget disciplineret tilgang til risikostyring.

Som nævnt tidligere, kan dette princip omkring “R” bruges til flere ting i praksis, men den vigtigste funktion er, at du kan holde din risiko konstant for hver enkelt handel.

Min personlige risiko har jeg sat til 0,5 % per handel. Det vil sige, at hvis mit første stop-loss rammes, så ved jeg, at jeg kun har risikeret 0,5% af min samlede kapital.

I handlen fra DAX ovenfor ved jeg, at jeg risikerer 10 point. Hvis min kapital er på f.eks. 100.000 kr., så må jeg maksimalt tabe 500 kr. per handel (0,5% af 100.000 kr.). Herefter dividerer jeg 500 kr. med de 10 point i risiko, hvilket betyder, at jeg må satse 50 kr. per point i min trade. Denne måde at styre risikoen på gør, at jeg efter endt tradingsession noterer alle mine tab og gevinster målt i R i min trading-log.

Så længe det hele opgøres i R-enheder, så er det nemt at sammenligne to forskellige handelsmetoder, forskellige dage, forskellige tidsrammer osv.

Optimering af din metode

En anden ting som denne risikostyring kan bruges til er til at optimere din metode med.

Hvis du har lavet f.eks. 100 handler på en måned, og du i din logbog kan se, at dit maksimale drawdown (det største tab på noget tidspunkt) er på f.eks. 8 R, så kan du begynde at regne på, om du skal risikere en større procent af din kapital per handel.

Hvis du i starten har været konservativ og kun satset 0,5% per handel, vil du ved at gennemgå din logbog måske kunne sætte din risiko op til 0,75% per handel. Det giver dig et større afkast med en risiko, som du kan tolerere.

Alle succesfulde tradere bruger dette princip

Alle de virkeligt succesfulde daytradere, jeg har mødt i min karriere, har brugt en eller anden variation af ovenstående risikostyring. Det har sikret, at de konstant kender deres risiko, aldrig tager for stor en risiko men til gengæld heller ikke satser for lavt per handel.

Så skønt det kan virke som en kedelig og tør tilgang til daytrading, så er det en disciplin, som vil forøge dine chancer for succes markant.

Og husk på det gode gamle ordsprog:

Trading skal være cirka lige så spændende som at kigge på at maling tørrer. Hvis du ønsker spænding så tag til Las Vegas.

Så tilføj R som risikostyring i din daytrading og bliv en succesfuld daytrader.

Video

Herunder er en video der uddyber artiklen og kommer med flere eksempler.

 

Hans Henrik Nielsen

Hans Henrik Nielsen er en meget erfaren daytrader, foredragsholder og underviser, der igennem mange år har lavet stabile årlige afkast på 80-134% på sin daytrading.

1 kommentar til “Risikostyring (R)

  1. Super artikel, som giver rigtig god mening.
    Hans Henrik,- du er et fyrtårn blandt tradere og tak for det.

    /mvh.
    Søren

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *