Hvorfor er det så hårdt at være daytrader?

hvorfor-saa-haardt

Hans-Henrik Nielsen har – udover at være en succesfuld daytrader igennem mange år – igennem de sidste 15 år været manden bag StressAkademiet, en efterspurgt stresskonsulent og -foredragsholder, samt  forfatter til flere danske bøger om stress og stresshåndtering. Han er derfor særlig velegnet til at beskrive de psykologiske aspekter forbundet med daytrading samt sammenhænge imellem netop daytrading og stress.

Bank-Stress-Tests

Vi nævner ofte, at det mentalt er hårdt at være daytrader.

Men hvorfor egentlig?

Er det fordi, man risikerer at tabe sine penge? Ja, delvist, men det er kun en mindre del af problemet.

De økonomiske tab kan man kontrollere ved at styre sin samlede risiko (senest beskrevet i artiklen om R). Hvis risikoen per handel holdes nede i et acceptabelt og ikke-stressende niveau og samtidig kombineres med en gennemtestet handelsstrategi, så bør frygten for at tabe penge ikke give de store mentale udfordringer.

Vi er vant til lineære sammenhænge

Min egen teori om, hvorfor det er så utroligt hårdt at daytrade er, at der ikke findes nogen lineær sammenhæng imellem indsats og resultater i daytrading.

Vi er som mennesker vant til, at alt skrider fremad i en ret linje.

Eksempelvis:

  • Vi fødes, vi vokser op, vi ældes, vi dør (lineært i tid)
  • Vi starter nederst i karriere-hirakiet og arbejder os op igennem systemet (lineært i tid/karriereudvikling)
  • Hvis vi ansættes i et job, så bliver vi primært betalt i forhold til antal arbejdstimer (lineær lønudvikling indsats/belønning)

Så hele vores liv er fyldt med eksempler på, at ting skrider frem i en bestemt tidsorden, samt at en større indsats belønnes med en større belønning.

linear-daytrading

Der er en dejlig logisk systematik indbygget i vores liv, og det er netop måden, som vi bedst kan håndtere livet på.

Daytrading skaber ikke lineære resultater

Når man daytrader, er der ikke meget logik, systematik og lineært i forholdet imellem tidsmæssig indsats og resultater.

Man kan sidde klistret til skærmen to uger i træk uden at tjene én eneste krone – eller måske endda have lidt tab. Men så starter man ud mandag morgen i den tredje uge med én rigtig god handel, der giver den samlede nødvendige indtjening for de sidste to uger tilsammen.

Det er umuligt at forudsige, hvornår den gode handel opstår. Man skal blot følge sin handelsstrategi, vente på de rigtige setups, og så pludseligt – ud af det blå – opstår den rigtig gode handel.

Man kan selvfølgelig gøre en masse for at teste sin handelsstrategi, indføre arbejdsrutiner og -processer og mange andre fornuftige tiltag, men grundlæggende er de eneste faktorer, man kan kontrollere a) sin indsats, b) sin økonomiske risiko og c) sit entry/exit. Alt andet er i markedets magt.

Vi har som mennesker utrolig svært ved at acceptere og håndtere, at vi næsten intet kan kontrollere, og at tingene ikke skrider lineært frem.

Og netop denne afmagt og den frustration den skaber i os er grunden til, at det er så hårdt at daytrade dag ud og dag ind.

Selvfølgelig er det aldrig sjovt at knokle i dagevis foran computeren og så se sin store indsats resultere i et økonomisk tab. Det kan virke meget fornuftstridigt og uretfærdigt, men daytrading kan medføre svingende resultater i kortere perioder for selv de mest disciplinerede og dygtigste daytradere. Det bliver man nød til at lære at acceptere, hvis man vil klare den som daytrader.

Tre konkrete råd til at mindske det psykologiske pres og undgå stress

En af de ting vi varmt anbefaler andre daytradere er, at de bestemmer sig for faste tidsrum, hvor de daytrader, og tidspunkter hvor de holder sig langt væk fra computeren og ikke kigger på markedsgrafer. Det lyder måske en anelse for banalt, men på denne måde kan man bevare følelsen af at gå på arbejde – men mindst lige så vigtigt – den efterfølgende fornemmelse af at have helt fri.

Derudover anbefaler vi altid nye daytradere, at de i opstarten altid bevarer en anden indtægtskilde, så de ikke er afhængige af partout at skulle tjene penge på daytrading lige med det samme. Således bevarer de stadig en linær indkomst, hvor antallet af arbejdstimer og lønnen hænger sammen. Det mindsker det psykiske pres betragteligt, når man har siddet flere uger i træk uden at tjene penge på sin daytrading, idet man så ved, at der trods alt kommer penge ind til de faste leveomkostninger.

Vores tredje kæphest har vi nævnt mange gange tidligere, men den fortjener at blive gentaget endnu en gang: Sørg for at holde risikoen nede. Daytrading må ikke give dig et kick. Det er ikke high-stakes roulette, men en disciplin baseret på færdigheder og disciplin. Hvis du får svedige håndflader, hver gang du går ind i en handel, så handler du helt sikkert for højt.

Hvad er dine erfaringer? Skriv meget gerne en kommentar nedenfor.

 

Hans Henrik Nielsen

Hans Henrik Nielsen is a very experienced day and swing trader, teacher and publisher, who in the last couple of years has produced 80-134% profit on his day trading.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *